I live …
og stadig den samme

Karen, 59 år, modermærkekræft

Karen har haft modermærkekræft og er i højrisiko for at få tilbagefald. Men for hende er det et livsvilkår, og hun ønsker ikke at blive konfronteret med sin situation af velmenende kolleger og bekendte. Hun lever bedst, når sygdommen får lov til at træde helt i baggrunden.

 

At være højrisikopatient er et livsvilkår for mig.

Jeg har nogle gange tænkt over, om det er mig, der er følelseskold. Har jeg glemt at mærke efter, hvordan jeg har det? Nej! Jeg har bare ikke brug for at blive mindet om min sygdom hele tiden. Tale om den. Forholde mig til den over for andre eller sammen med andre. At være højrisikopatient er et livsvilkår for mig, og jeg ønsker ikke, at kræften skal definere mig. Tværtimod! Jeg er ikke min sygdom.

Jeg ved, at mine omgivelser gør det af den allerbedste mening. Medmenneskelighed. Kærlighed. De spørger ind til, hvordan jeg har det. Kommer med gode råd. Stiller op. Vil hjælpe. Men jeg har ikke brug for det. Jeg har ikke brug for at blive mindet om min sygdom hele tiden. Hver gang de spørger til mit helbred, er det, som om de bringer sygdommen tilbage. Det harmonerer ikke med min selvopfattelse. Det udfordrer mit livssyn. For ifølge mig selv er jeg den, jeg altid har været. Sygdommen er bare et underliggende grundvilkår, som jeg har lært at acceptere og har parkeret. Det kunne se ud som fornægtelse, men for mig er det en overlevelsesstrategi.

Jeg tror, at mange har det som mig.

Jeg tror, at mange har det som mig. De lever bedst, når sygdommen får lov til at træde helt i baggrunden og mistrives, når offerrollen bliver fremdraget. Det er ikke, fordi jeg ikke vil se virkeligheden i øjnene eller fornægter tingenes tilstand. Jeg er bare meget realistisk omkring min egen situation og min fremtid.

Jeg vil bare ikke mindes om det i hverdagen.

Jeg mediterer. Går lange ture, hvor eftertænksomheden får lov til at fylde. Jeg læser meget. Går til foredrag for at forstå, hvad kræft er for en sygdom. Hvad en kronisk diagnose gør ved os som mennesker. Det virker for mig. Viden gør mig tryg. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare ikke mindes om det i hverdagen.

Jeg græd som pisket, uden stop og havde det som om, verden faldt ned omkring mig den dag.
Læs Peters historie
Mit arbejde er mit frirum. Der hvor jeg samler energi til at kunne bære mig selv og min familie gennem min sygdom.
Læs Mariannes historie

Støtte til livet med kræft

Kræftsygdom og behandling kan medføre forandringer, som har betydning for dig og for, hvordan du klarer din dagligdag. Regionerne har udviklet et samtaleværktøj – kaldet et behovsskema – som kan være med til at guide og styrke din dialog med sundhedspersonalet, så du kan få den støtte og hjælp, du har behov for.

Læs mere