I live …
og lyst til mere

Peter, 69 år, nyrebækkenkræft

Tre kræftdiagnoser har lært Peter, at livet skal nydes, mens vi er her. Med et positivt sind og en livsindstilling, der smitter af på de nærmeste omgivelser, bliver lysten til at gøre og opnå mere næret og forfulgt.

Peter, 69 år, diagnosticeret med nyrebækkenkræft, metastaser til nyren og blærekræft

Jeg var fuldstændig uforberedt, uden parader og alene.

Én kræftdiagnose kan være overvældende. Tre kan slå benene væk under de fleste. Og det gjorde det også den dag, jeg fik min diagnose. Jeg var fuldstændig uforberedt, uden parader og alene, da lægen overbragte mig resultaterne fra de prøver, de havde foretaget. Når jeg kigger tilbage, tror jeg, at jeg må have befundet mig i en choktilstand, da jeg forlod hospitalet. Jeg græd som pisket, uden stop, og havde det, som om verden faldt ned omkring mig den dag. Jeg har altid haft en ”Kræft – det er noget, der sker for naboen. Ikke for mig”-attitude, og den dag var det pludselig mig, der var naboen.

Jeg er overbevist om, at en positiv livsindstilling har en helbredende effekt.

Da den værste forskrækkelse havde fortaget sig, og jeg havde kigget min hustru og mine børn i øjnene og forvisset dem om, at denne kamp skulle jeg nok vinde, var det, som om mit sind ændrede sig – ikke til noget nyt og ubekendt, men tilbage til den, jeg var før diagnosen. Jeg kunne se og mærke på mine omgivelser, hvor påvirkede de var af min sindsstemning, og da jeg lod dem vide, at jeg var ok, og at alt nok skulle blive godt igen, var det, som om, de adopterede mit positive sind og livsindstilling. Og fra den dag har vi set fremad sammen. Jeg er overbevist om, at en positiv livsindstilling har en helbredende effekt og smitter af på de mennesker, der opholder sig omkring mig. Hvis jeg ikke hænger med hovedet, hvorfor skal de så?!

Jeg er godt klar over, at jeg er en af de heldige, hvis sygdom blev opdaget i tide.

Tre kræftdiagnoser har lært mig, at vi skal nyde livet og hinanden, mens vi er her. Jeg har fået mere lyst til livet. Har fået lyst til at opleve mere. Prøve mere. Rejse mere. Med min hustru. Med børnene. Med børnebørnene og med vores venner. De næste rejser er allerede bestilt, og jeg føler mig enormt privilegeret over, at det kan lade sig gøre. Jeg er godt klar over, at jeg er en af de heldige, hvis sygdom blev opdaget i tide, og det er jeg dybt taknemmelig for. Selvom en række fysiske konsekvenser minder mig om mine kræftdiagnoser i det daglige, definerer jeg ikke mig selv som en kræftoverlever – snarere som en tredobbelt lottovinder.

Mit arbejde er mit frirum. Der hvor jeg samler energi til at kunne bære mig selv og min familie gennem min sygdom.
Læs Mariannes historie
Jeg lever bedst, når sygdommen får lov til at træde helt i baggrunden.
Læs Karens historie

Støtte til livet med kræft

Kræftsygdom og behandling kan medføre forandringer, som har betydning for dig og for, hvordan du klarer din dagligdag. Regionerne har udviklet et samtaleværktøj – kaldet et behovsskema – som kan være med til at guide og styrke din dialog med sundhedspersonalet, så du kan få den støtte og hjælp, du har behov for.

Læs mere